De varme kilder

Feriehus til leje i Sydspanien

Velkommen til casa las Casillas.

Udflugt til de varme kilder i Alhama de Granada

 

De varme kilder ligger i Alhama de Granada. Afstanden til Vélez-Malaga er ca. 50 km. Fra Vélez kører man nordpå mod la Viñuela og gennem Zafarraya-passet og ind i Granada Provins. Fra passet går landevejen mod nordøst lige til Alhama. og få hundre meter efter ligger De varme kilder Der er 56 km. Der er den mest fantastiske udsigt hele vejen op til passet.

 

Byen ligger i 850 m højde over havet. Bykærnen læner sig op ad en høj, stejl klippevæg i kløften, som er skabt af floden, Merchánts, løb. Man imponeres af denne enestående "tajo" (kløft), som er skabt af flodens erosion. (Kløften er således IKKE skabt af det store jordskælv i 1884, som ellers er den mest gængse forklaring). Floden løber gennem byen. Der er ca. 6000 indbyggere.

 

Der har boet mennesker i Alhama de Granada siden stenalderen, senere iberere, fønikere, karthagensere, romere og arabere. Det var araberne, som skabte byen, som vi kender den i dag, og som gav den navn. Al-hama betyder "bad, varme kilder" på arabisk. Den dag i dag er de varme kilder stadig byens største trækplaster. Folk strømmer til fra nær og fjern for at bade i det helbredende vand og for at få kureret deres skavanker. Kilderne gjorde Alhama berømt i mange århundreder.

De forhistoriske ruiner, man har udgravet ved "La Cueva de la Mujer", som ligger ved flodbredden, viser, hvor tidligt (3500 - 1500 f.K.), der har været menneskelige bosættelser i området. Romerne benyttede også de varme kilder, men det var araberne, som oprettede byen og byggede badeanstalterne. Ikke langt fra bycentrum langs med floden ligger den enorme poppelalle, som dækker og beskytter de to kuranstalter. Man har i god stand bevaret et indendørs bassinanlæg opført i Almohade-perioden (XII årh.). Den smukke buekonstruktion hviler på støbt, romersk gulv og er dækket af tag med hvælvinger, hvori er indsat tagvinduer, som tillader dagslyset at passere. Der er bassiner med varmt vand, og afdelinger, hvor de badende kan hvile og slappe af. Underneden udspringer den ældste varme kilde i Alhama de Granada. Tæt ved badene, som ligger ca. fire km. fra bycentrum, ligger en gammel romersk bro (ca. I årh. f.K) over floden og ruinerne af en landsby fra den tid. En nyere kilde opdagede man i forbindelse med det store jordskælv i 1884 (se længere nede).

 

I kongeriget Granada (1238-1492) havde Alhama de Granada stor militær/strategisk betydning, hvilket bevirkede, at det var et hårdt slag for sultanen i Granada, Muley Hasán, da Alhama i 1482, i starten af Generobringen, blev erobret af greven af Cádiz, D. Rodrigo Ponce de León. Grevens erobring, som var et svar på sultanens erobring i 1481 af byen Zahara (østlige del af Cádiz Provins), var en genial militæroperation, idet det lykkedes ham at føre hæren uset frem til byens mure (man holdt sig skjult om dagen og avancerede om natten). Greven tog ingen fanger. Alhamas gader var fyldt med lig, ingen levende sjæl blev sparet, hundene holdt festmåltid i dagevis. Alhamas fald udløste en rasende reaktion hos sultanen. Han belejrede uden held ved tre senere lejligheder byen for at genvinde den. Alhama de Granada forblev på kristne hænder, indtil den endelige generobring i 1492.

 

Under Uafhængighedskrigen (Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet) fik Alhama de Granada tildelt titlen "Muy Noble y Muy Leal", hvilken kan ses i byvåbnet. Den 2. februar 1810 blev byen besat af Napoleons tropper, som fór frem med bål og brand. En husindsamling fra dør til dør på 100.000 reales reddede livet på mange af indbyggerne, som ellers skulle have være henrettet af franskmændene. De franske tropper forlod Alhama den 17. august 1812 efter hårde kampe med guerillastyrker.

 

Det mest triste kapitel i byens historie er det store jordskælv i 1884. Skælvet havde epicentrum tæt ved Alhama i Sierra Tejeda-bjergene. Jordskælvet, der fandt sted juledag, havde frygtelige virkninger ikke blot i Granada Provins, men også i store dele af la Axarquía. Der var over 1000 døde. Alhama var den by, det gik værst ud over. Der var 463 dødsfald og 473 hårdt sårede. 70% af byen blev lagt i ruiner. Efterskælvene varede ca. et år - ét langt mareridt. Den mindre naboby, Arenas, blev totalt udslettet. Da Spaniens konge, Alfonso XII, i 1885, besøgte de ramte områder, har man siden kaldt den genopbyggede Arenas for "Arenas del Rey" (Kongens Arenas) - ikke at forveksle med la Axarquías Arenas, som har tilnavnet "Arenas de los Reyes", fordi de katolske monarker camperede her under belejringen af Vélez-Málaga i 1487.

 

Billedet er taget påvej hjem fra de varmekilder i marts måned.

det er bagsiden af det store bjerg

man kan se fra casa las casillas af.

Turismen til kuranstalterne er et århundredgammelt fundament i Alhamas økonomi. Der er i dag to hoteller med direkte adgang til bad og kilder, Hotel Balneario og Hotel Bano Nuevo, de har en kapacitet på hhv. 220 og 120 pladser. Hotellerne og badene er åbne fra maj til oktober.

 

I det XX årh. startede man i byen forskellige industrier i forbindelse med skovhugst og kvægdrift. Industrierne fremstillede forarbejdede landbrugsvarer, forskellige kødprodukter, mælk og ost. Vandmøllerne tabte deres betydning og blev nedlagt. Alhama er først og fremmest landbrugsland. I kommunen dyrker man grøntsager, lækre ærter og vinbuske. Man producerer egnsvin og rosiner.

 

Indtil for få år siden udvandt man brunkul i Arenas del Rey, men egnens største, mineralske rigdom er strontium, som man udvinder i Montevives og Escúzar.

 

Sognekirken i Alhama er i renæssancestil med gotiske detaljer og barokdekorationer. Facaden er meget interessant og seværdig, og indvendig er kirken meget rummelig og velbygget. Kirketårnet er af udpræget militær karakter, idet det er et tidligere borgtårn.

 

En af de mest interesante bygninger i Alhama er kirken Iglesia del Carmen. Kirken har mange nyklassiske- og barokdetaljer og er for nylig restaureret. I klostergården, som er delvis i ruiner, afholder man festivaler, flamenco-opvisninger og andre sommerarrangementer. Der er tillige kommunal udstillingssal. La Casa de la Inquisición ligger tæt ved kirken..

Tekst lånt af Thomas Due fra danske klub